Velkommen til skolen


Møllevangskolen er en folkeskole i ordets allerbedste betydning.
 
Her mødes børn med vidt forskellig baggrund i et fællesskab, der er kendetegnet ved en stor mangfoldighed og rummelighed.
 
Her er meget at glæde sig over.
 
  • Vi glæder os over at se glade og trygge børn i alle aldre og at læse deres egne beretninger om deres skolehverdag i skolebladet M4U
  • Vi glæder os over, at de store børn tager ansvar for de små som legepatrulje, skolevenner, skolepatrulje mv.
  • Vi glæder os over, at se unge mennesker gå ud af skolens 9. klasse med venner fra vidt forskellige baggrunde.
 
Skolen tilbyder undervisning med en høj faglighed med passende udfordringer for alle.
Vi har udlagt vores resurser fra sprogcenter og fagligt støttecenter til resursetimer på alle årgange. Resurselærerne arbejder tæt sammen med årgangens lærere.
 
Pædagogerne fra SFO er værdsatte samarbejdspartnere i undervisningen og i samarbejdet omkring børnene, samtidig med, at de laver et højt kvalificeret SFO tilbud for børn fra 0. – 4. klasse
 
Vi ved, at en gennemført ungdomsuddannelse er vejen til et godt liv, så derfor tager vi meget alvorligt, at børnene efter et godt skoleliv skal komme ud af skolen som kompetente unge mennesker med brugbare færdigheder og lyst til at lære mere.
Det gælder både for eleverne i distriktsklasserne og i skolens specialklasser.
 
Møllevangskolens medarbejdere og ledelse har et fælles mål, nemlig at lave den bedste skole for netop ”vores” børn.
Vi har desuden en vigtig samfunds-opgave med at lære børnene at være positive deltagere i fællesskabet. At stå ved egne værdier – og at yde til fællesskabet.
Skolens medarbejdere går forrest – men vi kan ikke undvære forældrenes opbakning og deltagelse.
Vi ønsker derfor et tæt og tillidsfuldt samarbejde med forældrene – om det enkelte barn, om klassen og om skolen som helhed.
 
Møllevangskolen har naturligvis samarbejde med skoledistriktets dagtilbud, klubberne på Peter Fabersvej og Musvågevej, FU Center Viborgvej og ungdomsuddannelserne i Århus.
 
Møllevangskolen er en moderne skole med gode fysiske rammer for undervisning og fritid.